Hvornår tapeter er på mode, er lidt op og ned, men stensikkert er det, at vi aldrig kommer helt af med dem. Og heldigvis for det. Et tapet kan ændre rumoplevelsen, give hjemmet karakter og skabe en dybde, der ikke kan skabes på andre måde.

Hvad skal du vælge?

Hvilket tapet du skal vælge, bør altid afhænge af din personlige smag. Der er ikke noget, der er meget værre end at slå øjnene op og kigge på et tapet, man bare ikke kan lide. Vil du være en del af de nyeste tendenser, så er der dog nogle retningslinjer, du roligt kan følge:

– dit tapet skal have et stringent udtryk

– der må gerne være et arkitektonisk islæt

– tapetet må gerne overraske

Et eksempel på et tapet, der lever op til ovenstående krav, er det viste fototapet. Det er stringent og arkitektonisk med de mange linjer, der løber på kryds og tværs, og selve motivet overrasker ved at få rummet til at ligne noget andet, end det er.

Fototapeter har fået ry for at være lidt kitsch, men det er en skam, for de kan noget ret specielt. De kan nemlig skabe illusioner.

Sådan gør du

Vil du have et fototapet på væggen i din stue, dit køkken eller et af værelserne? Vi har lavet en trin-for-trin-guide, så du ved, hvordan du skal gribe det an fra ende til anden.

1. Først finder du midten af din væg. Det letteste er at tegne en streg diagonalt fra hjørne til hjørne. Når midten er fundet, kan du måle om det ønskede tapet passer til væggens størrelse – ellers skal det nemlig beskæres. Du kan vælge at beskære i én side eller på alle sider.

2. Læg banerne fra fototapetet på gulvet i den rigtige rækkefølge, så du ikke kommer til at sætte dem forkert op.

3. Vask væggen med grundrens og fyld eventuelle huller med polyfylla, inden du sætter tapetet op.

4. Der følger som regel en vejledning med tapetet, så du kan se om du skal bruge vævlim eller tapetklister – og om du skal smøre det direkte på væggen eller på tapetets bagside.

5. Start altid fra midten og arbejd udad. Husk at glatte ud med en klud eller en tapetkost, og vær hele tiden opmærksom på, at banerne kommer op i den rigtige rækkefølge.

Efter et par timers arbejde og lidt knofedt kan du træde tilbage og nyde dit nye værk. Forhåbentlig giver det rummet lige præcis det look, du havde håbet på.